Cubic-Modulsystem omsatte for 294,0 mio. kr. i 2012/2013, og dermed var der tale om et fald på godt 60 mio. kr. sammenlignet med året før. Samtidig blev det til et markant fald i overskuddet før skat fra 44,5 mio. kr. til 23,9 mio. kr.
Tilbagegangen skyldes hovedsageligt, at en norsk kunde blev opkøbt af et amerikansk selskab i 2011 og efterfølgende flyttede sine aktiviteter ud af Norge.
- Vi kiggede på resten af vores marked deroppe. Vi gav det en chance, men kunne ikke få rentabilitet i det, siger direktør Jacob Møller Knudsen til Børsen.
Udover tabet af den norske kunde forklarer Jacob Møller Knudsen til avisen, at den nordjyske virksomhed generelt er blevet ramt af udflytninger af produktion i de seneste år.
Det er dog en tendens, Cubic-Modulsystem har forsøgt at modarbejde gennem opstart af datterselskaber rundt omkring i verden. I 2008 åbnede man et datterselskab i Kina, og i 2013 blev det suppleret med et i Brasilien.
- Vi forsøger at løbe rundt i verden, hvor der er vækst. Derfor har vi en begrundet tro på, at vi kan skabe en god omsætning i Kina og Brasilien, siger direktøren til Børsen.