23948sdkhjf
Log ind eller opret et abonnement for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Electronic Supply
Annonce
Annonce

Skal udfordre branchens vanedyr: Bæredygtigt projekt ser dagens lys

Nyt projekt skal gentænke design af printplader og forbedre genanvendelsen. Udfordringerne består både i tekniske vanskeligheder og mentaliteten i branchen, vurderer projektleder
Annonce

Elektronik skal udvikles og designes på en mere bæredygtig facon, og vi skal være bedre til at genanvende komponenter og kritiske råmaterialer til nye produkter.

Det er essensen i projektet Circuit, som Teknologisk Institut leder med deltagelse af en række virksomheder i elektronikbranchen.

Annonce

Den grundlæggende præmis for Circuit-projektet er, at elektronik har et enormt CO₂-aftryk, og at der er rift om ressourcerne, eksempelvis kritiske råmaterialer som kobber, tin, palladium og tantal.

– På det danske marked blev der ifølge Dansk Producentansvar i 2023 markedsført over 209.000 ton elektronik, hvilket er enorme mængder, som skal genanvendes på et tidspunkt, siger Aisha Rafique.

Hun er projektleder for Circuit hos Teknologisk Institut og tovholder på projektet, der desuden omfatter virksomhederne Linak, Deif, El Recycling, HJHansen, NCAB og Nordic Salt Cycle.

Skal virke hver gang

Aisha Rafique fortæller, at elektronikproduktion i dag omfatter en række forskellige udfordringer. På den ene side udgør printplader i sig selv en stor belastning, fordi de typisk består af mange lag af forskellige materialer som kobber, glasfiber og epoxy, og de kræver mange ressourcer at producere. Det gør dem svære at skille ad og genanvende, hvorfor kun kobber genanvendes i smelteovn.

Annonce

Oveni det bruger elektronikproducenterne mange forskellige komponenter, og disse kan ligeledes være svære at udskifte, fordi man i mange tilfælde producerer PCBA'erne på en måde, der gør det svært at afmontere komponenterne, fordi printene lakeres med et beskyttende lag epoxy.

– Så opgaven består i at kortlægge hvilke komponenter, vi kan genbruge, f.eks. dyre integrerede kredse, og hvilke komponenter der egner sig til genanvendelse. Og så skal vi se på, hvordan vi kan designe PCBA'erne, så vi nemmere kan afmontere og adskille delkomponenter til genbrug og genanvendelse.

Det er dog lettere sagt end gjort:

– Men det er en større udfordring for de virksomheder, som arbejder med nogle skrappe sikkerhedsparametre og kvalitetskrav. Der må produkterne ikke gå ned, hvis de bliver udsat for eksterne faktorer som vind og vejr, siger Aisha Rafique med henvisning til blandt andet Deif.

Annonce

Hos Deif giver Senior R&D Manager Gitte Jespersen projektlederen ret i den udlægning.

– De kontrolenheder, vi laver, skal virke hver gang. Hvis vi leverer enheder til et nødstrømsanlæg, så skal en generator kunne starte eller et skib kunne sejle, hvis strømmen går. Så vi kan ikke gå på kompromis med kvaliteten, siger Gitte Jespersen.

Ændring i mentalitet

Ifølge Aisha Rafique består udfordringerne dog ikke kun i, at produkterne skal omtænkes. Generelt skal branchen også vænne sig til at arbejde anderledes.

– Det handler også meget om adfærd og mentalitet. Elektronikbranchen kan godt være meget konservativ, så der er også et arbejde i at tænke anderledes og gøre tingene anderledes, end man plejer, siger hun.

Det samme fremhæver Gitte Jespersen fra Deif:

– Ja, der er også et mentalt aspekt i det. Så det er vigtigt, vi begynder at få de tanker ind, så snart vi begynder på vores udviklingsprocesser.

Annonce

Hun bakkes op af kollegaen Carla Kornelia Smink, der er bæredygtighedsspecialist hos Deif.

– Vi har gjort tingene på en måde i mange år, og så bliver man vanedyr. Jeg er ikke en del af R&D-afdelingen, så det er lettere for mig at stille "dumme" spørgsmål og måske sætte gang i nogle tanker omkring, hvordan man kan tage nogle små skridt, siger Carla Kornelia Smink.

Deler viden

Og netop de små skridt er en vigtig del af projektet.

De deltagende parter mødes hver anden uge til et statusmøde, hvor de deler erfaringer. Det sparer ressourcer, fordi man kan trække på hinandens erfaringer, fortæller Gitte Jespersen.

– Vi deler viden og får inspiration på enkelte parametre, som man kan dreje på. Det gør det mere spiseligt, når man tager små skridt, i stedet for man skal have en stor forkromet plan. Nu kommer vi hele tiden en smule fremad ved at udvælge nogle enkelte dele af konstruktionen og arbejde med dem, siger hun.

Annonce

Circuit-projektet er støttet af Miljøstyrelsens Miljøtekniske Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP) med 9,2 millioner kroner. Projektet løber frem til 2028.

Annonce Annonce
BREAKING
{{ article.headline }}
0.032|