Den danske drone-virksomhed Sky-Watch er kommet ind i varmen hos det hollandske forsvar.
Virksomheden fra Støvring i Nordjylland meddeler i en pressemeddelelse, at man har indgået en aftale med det hollandske forsvarsministerium om leverancer af Sky-Watch' RQ-35 Heidrun-droner.
AnnonceDronerne skal bruges til ISR (intelligence, surveillance, reconnaissance)-opgaver i Nato-regi, lyder det i meddelelsen.
– Valget af RQ-35 Heidrun er et udtryk for deres stærke operationelle præstation og dokumenterede pålidelighed i reelt brug. Systemet leverer en stabil ydeevne i miljøer med interferens og uden GNSS (Global Navigation Satellite System, red.)-dækning og opfyldte vores krav til pålidelighed, brugervenlighed og holdbarhed. Dets europæiske base og supportmodel er også afgørende faktorer, lyder det i en udtalelse fra en unavngiven repræsentant for det hollandske forsvar.
AnnonceParterne afslører ikke størrelsen på ordren, men oplyser, at ordren foruden leverancerne vil inkludere et syv-årigt supportprogram.
Sky-Watch er stiftet i 2009 og har hjemme i Støvring. Virksomheden leverer og producerer både selv droner og leverer dertil softwaresystemer, som integreres i produkterne.
AnnonceVirksomheden beskæftiger godt 150 ansatte og omsatte i fjor for over en halv milliard med en bundlinje på knap 150 millioner kroner.
Sky-Watch er ejet af amerikanske Airo Group.
Annonce Annonce