2025 har været noget af en katastrofe for de to fynske robotkæmper Universal Robots og MIR. Deres fælles selskab Teradyne Robotics A/S fik et underskud på 616 mio. kr.
Omsætningen er faldet fra 2.452 til 1.983 mio. kr. Et fald på næsten 20 procent.
Teradyne Robotics skriver i sit nyligt offentliggjorte regnskab, at resultatet ikke er tilfredsstillende, og at det ses som en konsekvens af hårde markedsvilkår for kollaborative og mobile robotter.
Annonce- Derudover har den makroøkonomiske situation i løbet af året vist sig at være udfordrende for mange brancher i betragtning af krigen i Ukraine, konflikten i Mellemøsten og den negative udvikling i inflation og renter, skriver virksomheden.
Resultatet ligger langt under Teradynes egne forventninger, som før året lå på et overskud på mellem 100 og 150 mio. kr.
Den faldende aktivitet viser sig også i medarbejdertallet, som er faldet fra 901 i 2024 til 826 i 2025.
AnnonceTeradyne Robotics har sit største salg i Europa med 846 mio. kr. Herefter kommer Amerika med 793 mio. kr. og til sidst Asien med 345 mio. kr.
Tror på vækst
Ledelsen hos Teradyne Robotics tror på fornyet vækst i indeværende år drevet af nye produktlanceringer.
Forventningen til resultatet er beskedent, nemlig mellem 0 og 50 mio. kr.
Teradyne Robotics har som tidligere omtalt haft en vækst i omsætningen i slutningen af 2025 og starten af 2026. Så måske er der virkelig ny vækst på vej.
AnnonceSalgschef Per Crone Christensen slog på de positive tangenter i et interview i juni med Metal Supply:
- Det er ikke min opfattelse, at vi er i en krise. Men hele robotbranchen har udfordringer. Vi investerer kraftigt i udvikling, og vi har en ledende position på markedet. Vi står med markedets bedste portefølje både i Universal Robots og i MIR. Vi har markedets mest intuitive brugerflade, sagde han.
Annonce
| Regnskabsår | 2025 | 2024 |
| Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
| Nettoomsætning | 1983 | 2452 |
| Bruttofortjeneste | 546 | 804 |
| Resultat af primær drift | -626 | -221 |
| Resultat før skat | -624 | -193 |
| Årets resultat | -616 | -186 |
| Balancestatus | 1909 | 2449 |
| Egenkapital | 945 | 1562 |
| Antal ansatte | 826 | 901 |
| Kilde: Teradyne Robotics' regnskab | ||

