Danfoss A/S og tyske SMA Solar Technology AG ønsker at indgå i et tæt strategisk partnerskab, der skal give begge selskaber betydelige skalafordele. Danfoss køber i den forbindelse 20 procent af aktierne i tyske SMA for den nette sum af 2,3 mia. kroner. Samtidig overtager SMA Danfoss’ solar inverter-forretning.
- Med det tætte samarbejde mellem Danfoss og SMA, der har en unik position på markedet for solar-inverterer, skaber vi sammen en af verdens største converter-alliancer og opnår samtidig en global tilstedeværelse. En ejerandel på 20 procent af SMA er et stærkt signal om, at vi fortsat ønsker at bidrage til udvikling af solområdet. Danfoss får fremadrettet stor gavn af skalafordelene og vækstraterne i solbranchen, forklarer Niels B. Christiansen, President & CEO for Danfoss.
Med erhvervelsen af Danfoss’ solar inverter-forretning får SMA en endnu mere attraktiv produktportefølje. Efter den endelige afslutning af handlen vil SMA’s portefølje blive lanceret i det hastigt voksende segment for mellemstore solcelleanlæg i Europa, Kina og USA.
- Den strategiske alliance med Danfoss styrker SMA’s førerposition på det globale solar-inverter-marked. Vi står over for et meget konkurrencepræget marked med øget prispres. I den forbindelse vil SMA drage fordel af Danfoss’ mangeårige erfaringer med frekvensomformere. Dette marked har nemlig gennem lang tid været kendetegnet ved intens konkurrence. Som følge heraf har det været Danfoss’ strategi løbende at bringe omkostningerne ned. Ved at etablere et tæt partnerskab er der et betydeligt potentiale for yderligere forbedringer hos begge selskaber, siger Pierre-Pascal Urbon, der er CEO for SMA.