Den østjyske højttalerproducent Dynaudio har levet en omtumlet tilværelse de seneste år, og nu er selskabets overlevelse i fare.
Dynaudio har knap 50 år på bagen og blev i 2014 opkøbt af den kinesiske elektronikvirksomhed Goertek. Siden har regnskaberne næsten udelukkende været blodrøde, og i alt har Dynaudio i perioden 2015 til 2025 haft et samlet underskud på 747 millioner kroner - knap trekvart milliard.
AnnonceI forbindelse med frasalget til Goertek i 2014 havde den kinesiske komponentleverandør store ambitioner for virksomheden, de havde betalt knap 300 millioner kroner for:
– Vi ser rigtig gode muligheder i en videreudvikling af Dynaudios unikke internationale brand image sammen med vor egen omfattende teknologiske know-how, lød det dengang fra direktør Bryan Liang.
Ligeledes var meldingen, at man ville holde fast i sin danske produktion, men allerede året efter valgte man at lukke produktionen af højttalerkabinetter i Vejle.
Dynuadio fortsatte dog med store armbevægelser udadtil. De annoncerede etableringen af et nyt udviklingscenter i Skanderborg med ambitionen om at være "verdens ubestridt førende lydfirma".
AnnonceLigeledes begyndte Dynadio anført af Goertek at udvide sin portefølje. Førhen havde højttalerproducenten hovedsageligt bevæget sig inden for "super high-end-lyd", men man ville introducere en linje af hjemmehøjttalere til almindelige mennesker.
Derudover er Dynaudio også leverandør af professionel lyd samt samarbejdspartner for bil-anlæg hos flere bilfabrikanter, bl.a. Volkswagen.
Ejere støtter driften
Men trods de store ord har Dynaudio ingenlunde fundet rytmen gennem de over 10 års kinesiske ejerskab. Faktisk er det kun en enkelt gang blevet til et overskud.
Den tidligere ejer, Lars Prisak, fortsatte i stillingen som administrerende direktør i to år, men takkede derefter af. Sidenhen har forskellige repræsentanter fra det kinesiske moderselskab været indsat som direktør. I skrivende stund er Dick Qu administrerende direktør i Dynaudio.
AnnonceHan har for nyligt været med til at lukke Dynaudios amerikanske datterselskab, som blev meldt ud tidligere på sommeren.
Foreløbigt lader det dog til, at Goertek vil holde hånden under Dynaudio. I årsregnskabet for 2025, hvor underskuddet hed 77 millioner kroner og egenkapitalen var nede på 16 millioner kroner, lød det i ledelsesberetningen:
"Moderselskabet har afgivet en støtteerklæring, hvori det bekræfter, at det vil støtte selskabets fortsatte drift det kommende år, vil stille finansiering til rådighed, hvis det bliver nødvendigt, og ikke kræve tilbagebetaling af de interne lån for mindst 12 måneder fra balancedagen. På denne baggrund har ledelsen udarbejdet årsrapporten under forudsætning af fortsat drift", lyder det i ledelsesberetningen.
AnnonceHverken ledelsen i Dynaudio eller i Goertek har ønsket at stille op til interview vedrørende de seneste års deroute i det danske højttalerselskab.
I flere af årsrapporterne gennem årene fremhæver ledelsen dog massive investeringer i Dynaudio, og at ejerne har tiltro til virksomheden. Ligeledes har man også ad flere omgange spyttet nye penge ind i selskabet for at sikre den slunkne egenkapital.
Annonce