23948sdkhjf

InnovationsFonden skyder seks mio. i ny høreapparatsteknologi

InnovationsFonden investerer seks millioner kr. i udviklingen af et avanceret trådløst høreapparat, der kan forbedre taleforståelsen i udfordrende lyttemiljøer. Bag projektet står GN ReSound og Aalborg Universitet.
At kunne høre, hvad andre siger, er afgørende i mange af livets situationer – også i situationer, hvor folk taler hurtigt og i munden på hinanden, f.eks. et møde med engagerede kollegaer eller en hyggelig middag med familien, hvor snakken går livligt. Uden de store anstrengelser taler man med personen på den anden side af bordet, selvom man på begge sider har personer, som er i gang med andre samtaler.

For personer med nedsat hørelse er evnen til at fokusere på en bestemt persons tale vanskelig, og det kan være svært at forstå, hvad der bliver sagt. Selvom hørerapparater i dag kan hjælpe i mange situationer, er problemet ikke løst. Det medfører, at mange mennesker, der lider af høretab i en eller anden form, vælger høreapparatet fra, da det ikke giver en tilstrækkeligt stor forbedring i forståelse af tale i støjfyldte omgivelser. Dette betyder, at personen med nedsat hørelse bliver isoleret fra familie, venner og kollegaer.

GN Resound og Aalborg Universitet vil ændre dette. Projektets mål er at forbedre livskvaliteten for folk med høretab gennem nye algoritmer til høreapparater. De skal detektere de situationer, som giver hørehæmmede problemer, samt forbedre taleforståelsen, når det sker.

– Kvaliteten og forståeligheden af tale skal forbedres, så personer med høreapparat kan deltage lige så aktivt i samtaler som personer uden nedsat hørelse. Samarbejdet og synergien mellem GN Resound og Audio Analysis Lab på Aalborg Universitet giver en unik mulighed for at løse dette væsentlige problem, lyder det fra Senior Research Manager Fredrik Gran fra GN Resound.

Trådløs kommunikation åbner nye muligheder
Det skal opnås ved at kombinere teori fra audiologi og modellering af hørelsen med avanceret signalbehandling, som bygger på, hvordan mennesker opfatter tale og genkender forskellige talesignaler. Rent praktisk betyder dette, at det, som karakteriserer tale, skal udnyttes og forstærkes, så den ønskede taler står frem i lydbilledet.

Traditionelt har dette ikke været muligt pga. begrænsninger i ressourcerne i høreapparater (f.eks. batterilevetid og beregningskraft), men med trådløs kommunikation er det nu muligt at fordele beregningerne over flere enheder og udnytte forhåndenværende ressourcer, såsom mobiltelefoner og tablets, og få disse til at arbejde sammen med høreapparaterne.

Projektet er et tæt samarbejde mellem høreapparatsproducenten GN Resound og internationalt anerkendte forskere inden for metoder til behandling af lyd ved Audio Analysis Lab på Aalborg Universitet og involverer uddannelse af tre ph.d.-studerende.

Projektet løber over en fireårig periode og har et budget på 12 mio. kr.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079