Ifm Electronic, der markedsfører og sælger elektroniske komponenter, har fra 2012 til 2013 formået at vende et negativt årsresultat på -189.496 kr. til et positivt resultat på 180,709 kr. hvilket er det bedste resultat over de seneste mange år for virksomheden, der allerede før finanskrisen kæmpede med negative årsresultater i millionklassen. Resultatet for 2013 betegnes af ledelsen som værende tilfredsstillende.
Flere år med større underskud afbrudt af enkelte med beskedne overskud har dog sat sit præg på virksomhedens egenkapital, der med et minus på over syv millioner kroner lyser rødt. Derfor venter der stadig virksomheden et sejt træk med også at få vendt minus til plus her. Men IFM Electronic er optimistiske og skriver i sit regnskab for 2013, at selskabets egenkapital forventes at blive reetableret via selskabets drift i de nærmeste år.
I mellemtiden understøttes selskabets likviditetsbehov til den løbende drift af moderselskabet, der har givet tilsagn om at tilbagestræde sit tilgodehavende i selskabet i forhold til Ifm Electronics andre kreditorer.
Ifm Electronic A/S er en del af Ifm Gruppen, der er ejet af tyske Ifm Electronic GmBH.