Der er tale om levering af og opgradering til Termas nye Scanter 5502 Surface Movement Radar (SMR), der har til formål at maksimere sikkerheden i lufthavne ved at gøre det muligt for flylederne bedre at overvåge og guide fly, køretøjer og personale, der færdes på jorden i lufthavnen. En radar er ifølge Terma velegnet til dette, fordi den dækker et stort område og opererer uafhængigt af lysforhold og sigtbarhed.
Med en rekord på 66,5 millioner passagerer i 2013 – en stigning på 15,3 procent sammenlignet med 2012 – er Dubai Internationel Airport den næst travleste lufthavn i verden. Og det er planen, at lufthavnens kapacitet skal udvides frem mod 2020, hvor den skal kunne håndtere 90 millioner passagerer om året og være verdens største lufthavn.
For nyligt indgik Terma også en kontrakt om levering af Scanter 5502 til Bahrains Manama Airport.