Forventer vækst i kommende år
Producenten af veje- og procesudstyr, Tekfa, oplevede vækst i regnskabsåret 2013/2014, der sluttede 30. juni. Årets bruttofortjeneste endte på 9,036 millioner kroner mod 6,594 millioner kroner året før. Men årets resultat voksede ikke i samme takt. - Det ordinære resultat efter skat udgør 501.000 kroner mod 140.000 kroner sidste år. Ledelsen anser årets resultat for ikke tilfredsstillende, står der i ledelsesberetningen. - På trods af den kraftige vækst i toplinje er det ikke lykkedes at hæve indtjeningen tilsvarende, skriver ledelsen videre. I regnskabet kan man også se, at lønninger og gager er vokset med to millioner kroner. Der er fortsat en stor interesse for Tekfa i markedet. Dette skal udnyttes til at få en positiv læringsspiral gennem hjemtagelse af ordrer, der ligger indenfor kerneydelsen, samt inden for rammerne af virksomhedens kapabilitet, står der i beretningen. Selskabet forventer det kommende år en forøget vækst og forbedret resultat.