Elektronikindustriens produktion faldt i september med 5,2 procent. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik. Dog er produktionen steget 4,1 procent, når de seneste tre måneder forholdes til de foregående tre.
- På trods af fald i industriens produktion i september, har virksomhederne formået at øge produktionen over de seneste tre måneder, hvilket er et godt tegn i en tid, hvor der ellers ses flere negative end positive nøgletal, forklarer økonomisk konsulent i DI Michael Meineche.
Det er især industriens konjunkturbarometer, som udtrykker industriens fremtidsforventninger, der, grundet iskold stemning, giver anledning til bekymring.
- De meget negative forventninger, vi har set i industrien de seneste måneder, har heldigvis ikke slået ud i en tilsvarende reduktion af den faktiske produktion. I hvert fald ikke endnu, siger Michael Meineche.
Hos branchegruppen ’fremstilling af elektrisk udstyr’ fald produktionen med 0,3 procent i september, mens produktionen faldt med 2,2 procent på tre-måneders basis. Samlet faldt industriproduktionen med 0,7 procent i september, mens den steg 0,8 procent i de seneste tre måneder sammenlignet med de forrige tre måneder.