23948sdkhjf

Center for partikelterapi udpeger leverandør – og sparer 200 millioner

Dansk Center for Partikelterapi har udpeget Varian Medical Systems som leverandør af udstyr og service. Prisen på 420 mio. kr. er en tredjedel lavere end budgetteret.
Den 5. januar 2015 udpegede Dansk Center for Partikelterapi (DCPT) en leverandør af udstyr og service til centret, der skal etableres ved Aarhus Universitetshospital.

Vinderen blev Varian Medical Systems, som afgav det mest fordelagtige tilbud. Den samlede sum for udstyr, installation og 10 års fuld service beløber sig til omkring 420 mio. kr., hvilket er 200 mio. kr. billigere end oprindeligt budgetteret.

Selv om det vindende bud fra Varian Medical Systems er billigere end budgetteret, garanterer cheffysiker på Aarhus Universitetshospital Ole Nørrevang for kvaliteten.

- Vi har fået tre meget kompetente tilbud på udstyret. Men tilbuddet fra Varian Medical Systems er det bedste på flere områder. Vi får udstyr, der sikrer, at behandlingen af kræftpatienterne får den bedste kvalitet, og jeg er sikker på, at vi får et frugtbart samarbejde omkring driften og om den teknologiske udvikling af behandlingerne, siger cheffysiker Ole Nørrevang.

Udsigt til langvarigt samarbejde
Et center for partikelterapi er så komplekst, at hver enkelt anlæg designes og bygges efter præcist specificerede behov. Det betyder dels, at bygningen omkring acceleratoren først kan tegnes, når det eksakte udstyr er kendt. Dels, at der er udsigt til et meget langvarigt samarbejde mellem leverandør og kunde.

- Derfor har vi også været meget opmærksomme på den langsigtede økonomi i det vindende tilbud, og vi er selvsagt meget tilfredse med, at prisen ligger under budgettet, forklarer Bent Hansen, regionsrådsformand i Region Midtjylland.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har doneret 250 millioner kroner til indkøb af udstyret.

Efter planen bliver der støbt fundament under Dansk Center for Partikelterapi i oktober 2015. Leverance og installation af udstyret starter i 2016, klargøres til patientbehandling året efter og i 2018 forventes patientbehandlingen at begynde.
Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094