23948sdkhjf

Indendørs droner skal give internationalt forspring

Dronefirmaet Sky-Watch er blevet udvalgt til at deltage i projektet Uaworld, der skal udvikle droner til indendørs brug.
Det lignede en tidlig julegave til Sky-Watch, der kort før jul blev udvalgt som droneproducenten i det nye projekt Uaworld, som samler en række private firmaer og Aalborg Universitet.

- Vi blev bedt om at komme med et bud på. Hvordan vi kunne bidrage med vores teknologier, ressourcer med videre. Det var godt nok til, at vi blev valgt som droneproducent til projektet, siger Thomas Posborg Nielsen, kommunikationsansvarlig ved Sky-Watch til Electronic Supply.

Projektet skal udvikle droner til sikker indendørs brug gennem forbedring af teknologien på nødvendige områder. For mens udbredelsen og antallet af ubemandede droner er vokset støt i takt med bedre teknologi og lavere priser, er det kun foregået under åben himmel.

Troen på, at omkringflyvende droner bliver et almindeligt syn indendørs på fabrikker, hoteller, hospitaler og lignende har fået Innovationsfonden til at investere 11 millioner kroner i Uaworld-projektet.

Forspring til virksomheder
Sky-Watch sælger i dag til 24 lande og har fra start haft hovedfokus på udlandet. Firmaets direktør Jonas Johansen har store forventninger til den nye indendørs satsning:

- I øjeblikket er der 176 europæiske drone-producenter og 100 amerikanske, men stort set alle fokuserer på udendørs anvendelser. Den integrerede løsning til indendørs brug i vores projekt kan give os et markant forspring. Til at begynde med vil indendørs droner være et nichemarked, men på sigt tror vi på, at det bliver en del af hverdagen i samtlige relevante industrier og serviceerhverv.

Samler nye og kendte teknologier
For at de indendørs drone kan komme sikkert og problemfrit rundt, kræver det blandt andet præcis navigation uden GPS og ultrapålidelig trådløs kommunikation med dronerne. Desuden skal de kunne integreres med resten af produktionsapparatet, uanset om det består af medarbejdere, robotter eller it-systemer.

- Vores mål er at bane vej for en massiv udrulning af droner til en række forskellige områder og formål, hvor de ikke findes i dag. Det kan være som del af en fleksibel logistik i virksomhedens produktion eller som kvalitetskontrol på svært tilgængelige steder, forklarer lektor Henrik Schiøler fra Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet, som arbejder med kontrolsystemer til droner.

Forskere fra universitetets Institut for Mekanik og Produktion bidrager også med viden om logistiksystemer. De øvrige partnere er GamesOnTrack A/S i Holstebro, som har udviklet et indendørs system til 3D-positionering af mange enheder i bevægelse, Reseiwe A/S i Aalborg, der designer trådløse systemer og pålidelige protokoller, og altså Sky-Watch fra Støvring.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.22