23948sdkhjf

Vitus og AM3D brød gennem den kinesiske lydmur

Softwareudvikleren AM3D i Aalborg er en af de virksomheder, der med succes har benyttet sig af Udenrigsministeriets eksportfremmeprogram Vitus Vækst for at komme ind på det kinesiske marked. Ifølge Senior Vice President Jacob N. Andersen kunne AM3D sikkert godt have opnået samme resultat ved egen hjælp. Men det var ikke gået nær så hurtigt og med risiko for unødvendige omkostninger og bommerter.
Hvis man vil ind på det kinesiske marked, kan den kinesiske mur være vankelig - men ikke umulig - at forcere. Det gælder også, selv om produktet består af lyd. Derfor lagde den nordjyske softwareudvikler af audioprodukter, AM3D, billet ind på at deltage i Eksportrådets såkaldte Vitus Vækst-program. Det hjælper danske SMV’er ud på nye eksportmarkeder.

Kort fortalt drejer det sig om software, der forbedrer lydkvaliteten i audioprodukter:

- Der er tale om software, som umiddelbart kan implementeres i hardwareprodukter som eksempelvis smartphones, tablets, headsets, ra dioer, herunder udstyr i biler, samt avanceret kommunikationsudstyr, uden at hardwaren skal ændres. Derfor er vores kundegruppe store producenter af forbrugerelektronik, fortæller Senior Vice President Jacob N. Andersen, AM3D.

Teknologien er oprindeligt udviklet på Aalborg Universitet og derfra købt ud og etableret i en ny virksomhed, der i dag tæller 20 medarbejdere. AM3D er en del af koncernen Nordjyske Holding.

Over 150 kundemøder
AM3D begyndte på Vitus-forløbet i april 2013 og afsluttede det 15 måneder senere. Som nævnt var målet Kina, men i forvejen havde virksomheden kunder i Japan og Korea og var etableret med to medarbejdere hvert sted samt en enkelt på Taiwan.

- Vi har fokus på Kina, fordi en stor del af verdens produktion af forbrugerelektronik er koncentreret her ligesom i det øvrige Asien, og som vi gerne vil være en del af. Desuden er forbrugermarkedet på de kanter inde i en ekstrem høj vækst. Derfor så vi Vitus som en spændende mulighed, ikke mindst fordi det er en testet og styret proces, påpeger Jacob N. Andersen.

Den første eksportaftale som følge af Vitus-programmet har AM3D allerede fået i hus:

- Det drejer sig om en kinesisk chipproducent, og der er flere salgsaftaler på vej. Vi har fået etableret en omfattende kundedatabase, og under hele Vitus-forløbet har vi holdt over 150 kundemøder derude.

Lokal tilstedeværelse er afgørende
Om forløbet generelt siger Jacob N. Andersen:

- Det har været yderst relevant hele vejen igennem. Der har været meget fokus på praktiske forhold, og det tvang os virkelig til at gennemtænke strukturen. Jeg var lidt skeptisk over for fact finding rejsen, fordi formålet udelukkende skulle være at indsamle informationer. Derfor valgte vi at krydre rejsen med salgsmøder, fordi vi nu alligevel var derude.

Under Vitus-forløbet havde AM3D tilknyttet en lokal kineser fra det danske konsulat:

- Det var en meget stor hjælp at have lokale folk til at åbne døre og finde de rigtige personer med beslutningskompetencer i de kæmpestore kinesiske foretagender. Lokal tilstedeværelse er afgørende på grund af både sprog, kultur, tidszoner, hurtig responstid og opmærksomhed i det hele taget. Det er ikke noget, man kan køre hjemme fra Danmark. Jeg vil ikke sige, at vi ikke selv kunne have gennemført forløbet i Vitusprogrammet. Men Vitus har accelereret processen markant for os, og timingen er perfekt, for det er nu, der skal smedes. Uden Vitus ville vi ikke have gjort det væsentligt anderledes, men vi ville nok have brugt en del unødvendige ressourcer og med risiko for bommerter.

Kilde: Dansk Erhvervs Avis/ Kristian Kongensgaard

Kilde: https://www.danskerhverv.dk/Sider/Forside.aspx

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095