23948sdkhjf

Flere opkøb kan være på vej i lydindustrien

Et velfungerende globalt netværk førte til salget af AM3D til Dynaudio og kinesiske GoerTek. Opkøbstrenden i lydindustrien ser ud til at fortsætte.
Mandag blev lydvirksomheden AM3D købt af kinesiske GoerTek via virksomhedens danske brohoved Dynaudio i Skanderborg.

Kontakterne blev skabt via et velfungerende globalt netværk. Og det kan være helt afgørende, når danske virksomheder skal gøre sig på den internationale scene, vurderer klyngen Brainsbusiness:

- AM3D startede som et forskningsprojekt på Aalborg Universitet i 1990’erne, hvor vi havde nogle af verdens bedste forskere inden for 3D-lyd. Det opdagede det amerikanske militær, og det førte i 1997 til et opsigtsvækkende gennembrud for virksomheden med et projekt, der skabte 3D-lyd i F16-jægerfly. Siden er det gået slag i slag for virksomheden, der i dag stadig hører til blandt de dygtigste i verden inden for lydoplevelser i 3D, forklarer sekretariatsleder Birgit Pia Nøhr fra BrainsBusiness.

BrainsBusiness er en klyngeorganisation bestående af flere end 150 danske it-virksomheder, heriblandt AM3D. Her er et globalt netværk helt afgørende, og klyngen har haft flere store spinoff-virksomheder, der opdages og opkøbes af store udenlandske virksomheder:

Flere opkøb forude
- Vi ser udenlandske opkøb som noget positivt og som et skulderklap til det forsknings- og vidensmiljø, vi er en del af i Danmark. Vi skal blive ved med at skabe world class virksomheder, der kan gøre sig internationalt, og som enten selv kan vokse sig store eller blive store via udenlandske investeringer, fortsætter Birgit Pia Nøhr.

Danske lydvirksomheder er anerkendte verden over for deres høje kvalitet, og Maria Hilligsøe Stubberup fra Invest in Denmark, der har været med til at facilitere GoerTeks køb af AM3D siger, at det er sandsynligt, at der er flere opkøb på vej:

- Vi ser en klar opkøbstrend i den globale lydindustri, og her er der flere af de globale spillere, der allerede har foretaget opkøb i Danmark. Min vurdering er, at der er flere opkøb på vej. Det danske akustik- og lydmiljø hører til blandt verdens bedste, og det sørger vi naturligvis for at fortælle de potentielle investorer ude i verden.

Giver små firmaer globale ressoucer
Maria Hilligsøe Stubberup er en af Invest in Denmarks ni regionale projektledere i Danmark, der sørger for, at de udenlandske investeringer matches med forretningsmuligheder i alle dele af landet. Maria er placeret på Novi i Aalborg og har lydteknologi som et af sine fokusområder, og hun er enig i, at netværk er helt afgørende for danske virksomheders indtræden på den globale scene.

- Vi har et meget veludbygget netværk til de steder i verden, hvor viden inden for vores område er koncentreret. Det er blandt andet i USA, Kina og Tyskland, og her har vi gode relationer af både forskningsmæssig og kommerciel karakter, siger Birgit Pia Nøhr og fortsætter:

- AM3D er et klassisk eksempel på en virksomhed, der er videns- og teknologidrevet. Men uanset hvor dygtig du er, så er global markedsføring og salg et område, der kræver både store ressourcer og ekspertise. Det får AM3D nu via GoerTek og Dynaudio, og det hilser vi særdeles velkommen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141