Nokia Siemens vil manifestere sig yderligere på det indiske marked, og derfor vil man nu investere 100 mio. dollars i en ny fabrik, der skal producere trådløst netværksudstyr, nye kontorer i flere byer, udbygning af allerede eksisterende udviklingscentre og en udvidelse af virksomhedens Global Networks Solution Centre.
- Det indiske marked for telekommunikation er på vej ind i sin næste vækstfase, hvor vi vil se en hurtig udbygning af mobil- og bredbåndsnetværkene uden for de store byer og levering af en række nye services til forbrugere over hele landet, sagde Simon Beresford-Wylie, administrerende direktør for Nokia Siemens, der er på et tredages besøg i Indien.
Konstruktionen af den nye fabrik vil begynde senere i år, og den forventes at stå færdig i 2008.
