23948sdkhjf

Utilfredsstillende regnskab fra Mermaid

Underskuddet blev i 2014 næsten fordoblet hos skærmproducenten, der kæmper med ordretørke og kvalitetsproblemer.
Årets resultat endte med et underskud på 8,2 mio. kr. hos Mermaid, og dermed var der tale om markant tilbagegang fra -4,4 mio. kr. året før. EBIT blev et underskud på 9,1 mio. kr. mod -5,8 mio. kr. i 2013.

Samtidig måtte Mermaid æde en omsætningstilbagegang på 15,1 mio. kr., og den samlede omsætning i 2014 endte dermed på 50,9 mio. kr. Ifølge virksomhedens regnskab er omsætningen påvirket af et fortsat vigende dansk detail-marked, men også datterselskaberne i Norge og Sverige har udviklet sig skuffende.

- Ordreindgangen har generelt ikke været tilfredsstillende i 2014. Årets første fire måneder var meget skuffende, og sammenholdt med annullering af to større ordrer til svenske kunder, bevirkede et meget skuffende resultat for første halvår. Ordreindgangen forbedredes i maj og juni, men desværre fortsatte den vigende tendens gennem andet halvår, og selskabets spirende optimisme holdt desværre ikke stik, skriver Mermaid.

Brugte millioner på reparationer
Derudover har virksomheden oplevet problemer med nogle af de produkter, man har modtaget og installeret fra underleverandører, og det har kostet op mod 3 mio. kr. på bundlinjen.

- Dette medførte, at alle berørte produkter måtte demonteres, udskiftes, repareres hos underleverandører og herefter monteres igen med store omkostninger til følge. Underleverandørerne påtog sig ansvaret for udbedring af de berørte komponenter på produkterne, men selskabet har haft store omkostninger til den fysiske ombytning og håndtering, skriver Mermaid.

For at forbedre bundlinjen har Mermaid i regnskabsåret arbejdet på at nedbringe omkostningerne. Der blev skåret godt 4 mio. kr. af kapacitetsomkostningerne, hvoraf de 2,5 mio. kr. kom fra lønninger. Omkostningstilpasningerne ventes dog først at få fuld effekt i 2015, hvor de samlede kapacitetsomkostninger ventes at ende på 26,8 mio. kr. mod 36,5 mio. kr. i 2013.

På grund af fortsat stor usikkerhed ønsker selskabet ikke at offentliggøre et estimat for 2015.

- Med baggrund i selskabets backlog og pipeline er der en klar forventning om en forbedret omsætning og dækningsgrader for 2015. Dette sammenholdt med den stærkt forbedrede omkostningsstruktur, så forventes et positivt EBITDA for året, skriver Mermaid.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203