Ifølge Netposten afslørede B&O Automotives direktør, Jens Peter Zinck, i forbindelse med gårsdagens præsentation af Aston Martin som ny samarbejdspartner, at man har følere ude hos flere interessante, europæiske bilproducenter, og at næste skud på stammen vil blive præsenteret i det nye år.
- Der findes omkring 10 mærker i Europa, der umiddelbart har interesse. Lande som Italien, Tyskland, England og eventuelt Sverige ser interessante ud, siger Jens Peter Zinck til Netposten.
Det overordnede mål for elektronikproducenten har hele tiden været at have samarbejder med tre-fem bilproducenter i 2010.