Ifølge Børsen kan de første elektroniske produkter med Lego-logo allerede være på markedet i år. Med satsningen på produkter inden for forbrugerelektronik håber Lego at kunne fange en målgruppe af ældre børn, der ellers har droppet legetøjet fra Billund.
- Forbrugerelektronik er et af de områder, vi har undersøgt for at finde den rette partner. Vi forhandler inden for forskellige kategorier og er næsten i mål, udtaler Hilary Plummer, director for Lego Licensing, til Børsen.
Hun understreger dog, at de elektroniske produkter på ingen måde må skade det danske brand og afviser derfor også i første omgang, at der bliver tale om fx en mobiltelefon med Lego-logo på. Produkterne skal være solide, simple, sjove og sikre.