Alt tyder på, at GN Netcom ikke kommer sovende til resultaterne i USA i den kommende tid. Den amerikanske økonomi har længe ligget i krybesporet, hvilket i sig selv mindsker efterspørgslen efter GN’s headset. Og for at gøre situationen endnu værre kommer Netcoms største konkurrent, i forbindelse med en nylig regnskabsfremlægning, nu med en række dystre forudsigelser for den kommende tid. Man regner ganske enkelt med et lavere salg i det kommende kvartal. - Plantronics regnskab bekræfter, at det amerikanske marked er svagt og har skuffet på salg af headset. Jeg vurderer, at Plantronics har vundet markedsandele fra GN Netcom, udtaler Holger Smitt aktieanalytiker fra Gudme Raaschou Bank til Børsen. Dermed hober problemerne sig for alvor op for GN Netcom, idet flere analytikere vurderer, at Plantronics i de seneste år har været dygtigere til at lancere nye produkter end den danske konkurrent. En generel tilbagegang på det amerikanske marked kan derfor komme til at ramme den danske virksomhed relativt hårdt.