DTU skriver i sit nyhedsbrev, at projektet er støttet af den europæiske rumfartsorganisation ESA/ESTEC, og at projektets tre forskere i den forbindelse skal teste næste generations effektforstærkere. Det sker blandt andet i samarbejde med det tyske Ferdinand-Braun-Institut, der har leveret transistorerne til forstærkerne. Forstærkerne skal anvendes til kommunikation i rummet, og de vil være i stand til at arbejde i både L-, C- og X-frekvensbåndene med en effektivitet og linearitet, der ikke hidtil er set.