Roblon, som er leverandør til bl.a. lysleder-, kulfiber- og offshore-industrierne, har netop fremlagt regnskab for 1. halvår for 2014/2015. Omsætningen blev 112,7 mio. kr. (124,8 mio. kr.) driftsresultatet 19,4 mio. kr. (22,2 mio. kr.) og resultatet før skat 20,8 mio. kr. (22,9 mio. kr.). Roblon har oplevet fremgang i forretningsområderne offshore og øvrig industri, mens der har været en tilbagegang i de tre andre produktgrupper sammenholdt med 1. halvåret 2013/14. På baggrund af resultaterne i 1. halvår fastholder ledelsen i den nordjyske koncern forventningerne til hele 2014/2015. Omsætning og indtjening før skat ventes henholdsvis at lande i intervallerne 250 – 280 mio. kr. og 40 – 50 mio. kr. Roblon har styrket salgsorganisationen i det forgangne halvår, og der er planlagt yderligere styrkelse i hele regnskabsåret. Samtidig er indsatsen på udvikling af nye produkter øget.