Siden den kinesiske elektronikvirksomhed Goertek sidste efterår købte Dynaudio er der kommet flere folk til hos højttalerproducentens afdelinger i Skanderborg og København.
- Vi bliver et udviklingscenter for det, de kalder store lyd, altså store højttaler til hjemmet og til biler, for hele Goertek. Samtidig er de ved at bygge et udviklingscenter op i København, som skal servicere de europæiske kunder og udvikle mindre lyd, siger administrerende direktør Lars Prisak fra hovedkontoret i Skanderborg til hsfo.dk.
På mandskabssiden er der kommet hele 20 nye ingeniører til, og inden årets udgang er det planen at hyre yderligere 10. I forvejen har Dynaudio cirka 310 ansatte i Danmark
Samtidig er det nødvendigt for Dynaudio at bygge til med 1.600 nye kvadratmeter i Skanderborg. Her er firmaet også ved at indrette et udviklings- og innovationscenter, bl.a. med et stor målerum.
