Den Erhvervsdrivende Fond Center for Netværkssamfundet benytter sine sidste midler til at støtte et formål, der ligger i direkte forlængelse af dens virke. Fonden blev etableret i 2001 for at nyttiggøre erfaringer og resultater fra det daværende IT-fyrtårnsprojekt Det Digitale Nordjylland, som i stor skala afprøvede netværkssamfundets muligheder på en hel region.
Via donationer fra bl.a. Spar Nord Fonden, Det Obelske Familiefond, NOVI Ejendomsfond og Netværksforum har Center for Netværkssamfundet-fonden gennem tiden været i stand til at investere op mod fire millioner kroner i forskellige projekter. Nu går de resterende midler så til en enkelt værdig modtager; Professor Søren Holdt Jensen er indstillet og anbefalet af Aalborg Universitets ledelse, der fremhæver hans unikke evne til at integrere danske virksomheder i internationalt orienteret forskning.
Søren Holdt Jensens gruppe forsker i digital signalbehandling, som fx er afgørende for funktionaliteten i mobiltelefoner, radio & tv, radarsystemer, sensorer og høreapparater. Sammen med kollegerne har han skabt en række nationale og internationale forskningskonsortier, hvor danske virksomheder er blevet trukket med ind i varmen. Søren Holdt Jensen vil bruge fondsmidlerne i samme spor:
- Jeg vil gerne sætte flere nye projekter op med samarbejdspartnere i det omliggende samfund. Vi er i en globaliseret verden, så det er ikke altid muligt at finde de rigtige partnere lokalt. Men ambitionen for os er så, at der gerne må komme startup-virksomheder ud af de teknologier, vi arbejder med. De vil ofte placere sig i nærheden af universitetet, så der kommer noget tilbage på den måde, siger Søren Holdt Jensen.