23948sdkhjf

År nul for Uni-Els nye ejere

Alternative metoder giver pote for tavleproducenten i Videbæk.
Der er rygende travlt hos tavleproducenten i Videbæk. I jagten på nye tavlebyggere og -montører lavede selskabets direktør og medejer, Morten Frank Mogensen, opslag på de sociale medier med det glade budskab: Vi har rygende travlt .

Tiltaget har givet pote. Firmaet har netop hyret to nye ind til produktionen. Med de nye ansigter er Uni-El oppe på 27 medarbejdere.

- Det er kommet som en reaktion på, at vi har været ude og så er det netværk, netværk, netværk. Og så kommer der stadig løbende henvendelser, fortæller Morten Frank Mogensen til Electronic Supply og understreger, at firmaet altid gerne vil høre fra de bedste folk med den rette tilgang.

Tillid og klassiske dyder
Siden Morten Frank Mogensen sammen med teknisk chef Lars Thiesen købte aktiemajoriteten i Uni-El sidste sommer, har der i det hele taget været meget at lave.

- Vi opsøger endnu mere end før. Det er helt klassisk opsøgende salg, som er intensiveret. Vi tager simpelthen fat i flere end tidligere og søger for at gøre opmærksom på, at vi er her, siger Morten Frank Mogensen og understreger hvor vigtigt det har været at få Lars Thiesen med ind. For med ham som ansvarlig for det tekniske, har Morten Frank Mogensen selv fået frihed til at tage sig af kunderne og til at tegne firmaet.

Og firmaets profil og DNA - at der ikke er mange regler men tillid til mennesker - har i det hele taget været af afgørende betydning for den nye medejer.

- Det må aldrig nogensinde blive floskler! Du skal gøre det du siger, og sige hvad du gør. Det er i grunden ikke sværere end det. Som mester så svende - viser du vejen, så følger folk med, siger direktøren om firmaets filosofi.

Håber på en højere vandstand
Selvom det går rygende travlt hos tavleproducenten bliver 2015 ikke prangende. Men set i lyset af generationsskiftet, kan ledelsen i Uni-El leve med det.

- Vi investerede mange - rigtig mange – ressourcer i generationsskiftet. Både økonomiske ressourcer, men mindst lige så meget tidsmæssige ressourcer. Længe før den officielle overtagelse, som var den 1. august 2015, var der gang i processen omkring generationsskiftet. For Aksels vedkommende var der tale om mindst et år før, nærmere halvandet. Det kan ikke undgås, at de mange kræfter der bruges, mangler et andet sted. Aksel havde fokus på at finde de rette mennesker, forhandlede med flere, og vi havde 1.000 spørgsmål, som også skulle besvares. Dertil kommer due diligence, kontrakter, og meget andet, forklarer Morten Frank Mogensen.

- Og det er jo ikke gjort med en underskrift. Efter generationsskiftet brugte vi i Uni-El i løbet af efteråret mange ressourcer på team building, personlighedprofiler mv. så vi hurtigst muligt lærte hinanden at kende. Det har boostet os som team, og giver for alvor pote nu, hvor der er tryk på kedlerne. Parallelt skulle vi lære kunderne, leverandørerne, og organisationen at kende. Plus de for os nye procedurer i Uni-El. Og samtidig med, at vi kørte de mange interne processer, satte vi fokus på kontakten til kunderne og nye emner. Alt dette kommer os til gode nu, og jeg håber, at det vi oplever nu (fremgangen, red.), ikke er en bølge, men en højere vandstand, siger Morten Frank Mogensen og tilføjer:

- Man skal være tæt på målet for at score - og vi skal nok sørge for at være tæt på målet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095