For ti år siden hentede Topsil det meste af omsætningen ved at producere silicium til halvlederindustrien. I dag har man oparbejdet en niche, hvor man leverer produkter til styring og transport af meget stærk strøm, og afsætningsmæssigt har det betydet, at halvlederindustrien nu udgør 40 % af kunderne. I 2007 resulterede den konstellation i et rekordregnskab med en omsætning på 193 mio. kr. og et resultat af den primære drift på 52 mio. kr. Det skriver Børsen.
- Med vores float zoneteknologi har vi fundet en niche, hvor vi kan lave branchens dyreste produkter til elektronikindustrien. De anvendes primært til mellem- og stærkstrømsområdet og kan transportere meget stærk strøm til f.eks. industriovne, tog, kraftværker, solkraft og vindmølleværker. Og i den niche er der stor vækst, som følge af at de alternative energiformer vokser – fordi de skaber et stort behov for transport og styring af strøm, udtaler administrerende direktør Keld Lindegaard til Børsen.
Opgørelsen over Danmarks bedste hardware-virksomheder er udarbejdet af Børsen i samarbejde med Ernst & Young. Kåringen er baseret på beregning ud fra virksomhedernes vækst, produktivitet og indtjening. Danmarks ti bedste hardware-virksomheder er som følger:
- Topsil Semiconductor Materials
- KVH Europe
- Thrane & Thrane
- Phase One
- Motorola
- EBV Elektronik
- Draka Conteq Denmark
- Hasselblad
- Kontron Technology
- Zepto Computers