23948sdkhjf

250 ingeniører bevarer jobbet

Intel lukker alligevel ikke sin nordjyske afdeling.
Intel lukker alligevel ikke sin nordjyske afdeling - 250 ingeniører bevarer sandsynligvis jobbet. Det fortæller flere uafhængige kilder til Nordjyske.

De ansatte hos Intel i Aalborg blev torsdag orienteret om, at de alligevel bevarer deres arbejdsplads.

Per Hartmann Christensen, der er chef for Intel Mobile Communication Denmark, har ingen kommentarer og henviser til Intels kommunikationsafdeling i Stockholm, som aldrig har villet udtale sig om den tidligere besluttet lukning i Aalborg.

Det sker heller ikke nu.

- Jeg beklager, men jeg kan ikke give dig mere information om specifikke produktionssteder lige nu, og vi vurderer fortsat vores planer for Europa, skriver nordisk kommunikationschef Camilla Tornblom fra Intel i en e-mail til NORDJYSKE.

Det vides derfor for eksempel ikke, om det er alle de 250 Intel-ansatte i Nordjylland, der bevarer deres job, eller om der skal ske nedskæringer i antallet af ansatte.

- Det er glædeligt for vores medlemmer, at Intel har ændret sin beslutning om at lukke i Aalborg. Mon ikke virksomheden har fundet ud, at den ville miste uerstattelig viden fra nogle højtspecialiserede ingeniører, hvis lukningen blev gennemført, siger Juliane Marie Neiiendam, der er formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen (IDA).

Udvikler mobilsoftware
Der arbejder 250 ingeniører hos Intel i Aalborg.

De beskæftiger sig med at udvikle mobilsoftware og er Intels eneste afdeling i Danmark.

Afdelingen var oprindelig en del af den tyske virksomhed Infineon, som Intel opkøbte.

En del af global nedskæring
Den tidligere beslutning om at lukke afdelingen i Aalborg var en del af en nedskæring på omkring 12.000 ansatte kloden over, som koncernen bebudede i slutningen af april.

Det svarer til omkring hver 10. ansat i det amerikansk-ejede selskab, der har afdelinger i mere end 60 lande.

Nedskæringen blev besluttet på trods af et overskud hos Intel på netto to milliarder dollars i 1. kvartal i år og blev begrundet med behovet for en strategiomlægning.

Intels hovedmarked, chips til traditionelle pc’er, svinder ind, og virksomheden har ikke fået tilstrækkeligt fat på det mobile marked.
Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097