Det er ikke småting, Torben Ballegaard Sørensen har oplevet i sin karriere. Han har blandt andet arbejdet som økonomidirektør i Aarhuus Stiftsbogtrykkerie, haft en lederstilling i Lego Gruppen og været koncernchef hos B&O. P.t. har han bestyrelsesopgaver for blandt andet Lego A/S, AB Electrolux, Egmont International og Monberg & Thorsen.
Nu kan Torben Ballegaard Sørensen også føje titlen som adjungeret professor til CV’et – en hæderstitel, som tildeles personer med højt fagligt niveau. Med titlen følger muligheden for at holde forelæsninger, deltage i bedømmelsesudvalg og forskning på Handelshøjskolen i Århus.
- Jeg har altid haft et nært forhold til Handelshøjskolen. Jeg har selv studeret her og var i en periode tilknyttet som censor. Derudover har jeg mange gange haft studerende til at skrive hovedopgaver i de virksomheder, jeg har arbejdet. Derfor glæder jeg mig over igen at være tilknyttet skolen og forskermiljøet.
Og glæden er gengældt fra dekanen på Handelshøjskolen, Børge Obel:
- Det er rigtig dejligt for os, at en så erfaren erhvervsleder som Torben Ballegaard Sørensen har lyst til at engagere sig i Handelshøjskolens forskning, undervisning og aktiviteter generelt, og vi er glade for, at vi kan hædre ham med titlen som adjungeret professor.