23948sdkhjf

Hesalight begæret konkurs

Investorer trækker stikket på det skandaleramte lysfirma
Firmaet Hesalight er på randen af konkurs, efter at investorerne i selskabet, der tæller blandt andre PensionDanmark, har begæret det konkurs. Det skriver Børsen.

Hesalight har været ude i dyb krise, siden en række historier i de danske medier fortalte, at der muligvis var fusket med selskabets regnskaber og udmeldinger.

Flere store selskaber, der blev beskrevet som kunder, kunne ikke genkende det billede. Det kom også frem, at der var fejlagtige oplysninger i den administrerende direktørs CV.

Virakken fik Erhvervsstyrelsen til at kigge nærmere på selskabet. Det førte til, at Hesalight måtte sende nye regnskaber på gaden. De viste et helt andet billede af, hvordan det gik, end de oprindelige.

Kunne ikke sælge firmaet
Tidligere afrapporterede millionoverskud var væk, og egenkapitalen var negativ.

Det fik flere investorer i Hesalight, deriblandt PensionDanmark, Danske Capital og PenSam, til at tage affære. De har forsøgt at sælge Hesalight, men det er ikke lykkedes.

- Desværre må vi nu konkludere, at det ikke er muligt at finde en holdbar og langsigtet løsning, der indebærer, at selskabet kan fortsætte sin drift på forsvarlig vis.

- På grund af dette, og da selskabet fortsat ikke er i stand til at indfri obligationerne, har kredsen af obligationsejere derfor dags dato besluttet at indgive konkursbegæring, skriver investorerne i en meddelelse ifølge Børsen.

Forretningsmodellen holdt ikke
Hesalight sælger på papiret blandt andet gadebelysning med LED-lys. Det har dog meget store omkostninger, og derfor kørte Hesalight med en forretningsmodel, hvor man hjalp kunderne med finansiering.

Så kunne de bruge besparelsen på elregningen til at betale for købet over tid.

Men meget af salget og holdbarheden i den forretningsmodel viste sig altså ikke at eksistere.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078