Endnu har BFE ikke de præcise tal, men allerede nu tør direktør Allen Bugge godt dementere de optimistiske forventninger, som branchen kom med for fire måneder siden. Dengang udtrykte man forventninger om en stigning i salget på 16 % i forhold til 2007. Nu viser de foreløbige tal for 2008 imidlertid, at salget ender på nogenlunde samme niveau eller måske med en lille stigning. Det skriver Børsen.
Til gengæld vurderer han, at en stor del af foreningens egne forhandlere har oplevet en vækst i omegnen af de lovede 16 %, men det skyldes i høj grad ændret forbrugeradfærd. Tidligere har mange forbrugere købt billige modeller af ukendte mærker, men i takt med at priserne er faldet, er de i stigende grad begyndt at købe de kendte mærker.