23948sdkhjf

Danfoss skaber nyt udviklingsselskab

På basis af en ny, patenteret teknologi til at måle miljø- og klimapåvirkende gasser, som fx CO2, ammoniak og NO2, etablerer Danfoss Ventures og Bitten og Mads Clausens Fond et nyt selskab, Danfoss IXA A/S.
Selskabet skal udvikle og markedsføre teknologi til miljø- og klimamåling globalt. Danfoss IXA A/S har fra starten seks medarbejdere. Med godt 11 mio. kr. i støtte fra Højteknologifonden arbejder de på at udvikle sensoren specielt til brug for klimastyring af staldmiljøer. Det sker i samarbejde med ventilationsvirksomheden SKOV A/S fra Roslev og Danmarks Tekniske Universitet. I stalde og gartnerier på mange tusinde kvadratmeter kan den nye sensor skaffe betydelige energibesparelser (op mod 20 %), fordi den hjælper gartnerne og landmændene med at styre klimaet helt optimalt ved at åbne og lukke for ventilation, varme og køling på præcist de rigtige tidspunkter.

Den nye sensorteknologi
Jens Møller Jensen, teknisk direktør og ophavsmand til sensorteknologien, har arbejdet på at udvikle og samle støtte siden 2003:

– Vores sensor adskiller sig ved, at den kan måle gasser i meget barske miljøer. I modsætning til andre sensorer, der skal have gassen ind i et målekammer, kan vores måle gassen i fri luft eller fx i udstødningsgas. Den kan måle flere gasarter på samme tid. Den er samtidig hurtigere og langt mere robust end andre sensorer på markedet i dag.

Den stigende globale miljøbevidsthed har også sat fokus på udledningen af miljøpåvirkende gasser som SOx og NOx fra skibsfarten. Da sensoren kan måle gasser i fx skibets skorsten, er skibsfarten også højt på dagsordenen i Vejle, hvor det nye selskab får til huse.

– Vi arbejder nu målrettet på at etablere strategiske samarbejdsrelationer med førende aktører på vores fokusområder – landbrug, gartneri og skibsfart. Danfoss er i forvejen en stærk spiller, og med de rette samarbejdspartnere i og uden for Danfoss kan vi sikre, at vores teknologi hurtigst muligt får global udbredelse. Med Højteknologifondens støtte til udviklingen for staldmiljøer har vi nået en vigtig milepæl og fået det blå stempel på såvel vores teknologi som vores udviklingsteam, siger Henrik Gedde Moos, som er ny direktør i Danfoss IXA A/S.

Henrik Gedde Moos kommer fra en stilling som Global Marketing Communication Director i Carrier Corporation og har tidligere arbejdet med iværksætteri i Danfoss.

Danfoss’ topledelse ser positivt på udskillelsen af det nye firma, der begyndte som et projekt i Danfoss Heating Division og siden blev udviklet i Danfoss Ventures, Danfoss’ afdeling for iværksætteri og innovation uden for koncernens kerneområder.

– I en tid, hvor vi har været nødt til at rebe sejl i vores hovedforretning, er det meget positivt, at vi kan søsætte projekter, der over de kommende år vil vokse sig store og skabe arbejdspladser på områder, der ligger uden for Danfoss’ interesser, men hvor vores teknologier og kompetencer bliver bragt i spil. Det åbner for, at investorer og ”business angels” kan få adgang til innovation og udvikling i periferien af vores forretning samtidig med, at vi kan holde det nødvendige fokus på Danfoss’ kerneforretninger, siger Niels B. Christiansen, CEO for Danfoss.

Det nye selskab, Danfoss IXA, viser for første gang sin sensorteknologi frem i april. Det sker på Hannover-messen i Tyskland den 20.- 25. april 2009.

Kilde: Danfoss - http://www.danfoss.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11