Den samlede omsætning endte på 3,77 mia. dollars (19,5 mia. kr.) i fjerde kvartal, og det var ensbetydende med en tilbagegang på 19,5 % i forhold til fjerde kvartal 2007/2008. På bundlinjen endte man med et underskud på 30,9 mio. dollars (159,7 mio. kr.) mod et overskud på 144,1 mio. dollars (746,6 mio. kr.) året før.
For hele regnskabsåret 2008/2009 nåede Avnet en omsætning på 16,23 mia. dollars (83,9 mia. kr.), hvilket svarer til en tilbagegang på 9,6 % fra året før. Årets underskud endte på 1,12 mia. dollars (5,8 mia. kr.) mod et overskud på 499,1 mio. dollars (2,6 mia. kr.) i 2007/2008.
På trods af de røde tal glæder bestyrelsesformand og topchef Roy Vallee sig over, at omsætningen er steget i forhold til tredje kvartal inden for både komponent-division og it-business-divisionen, og han regner med, at markederne nu er blevet stabiliserede.
I første kvartal af 2009/2010 forventes en omsætning i niveauet 3,6-4,2 mia. dollars (18,6-21,7 mia. kr.), ligesom man atter forventer sorte tal på bundlinjen.