Forskere og virksomheder har i årets anden og sidste runde formuleret 95 nye projekter til Højteknologifonden. Det er 17 % flere end samme runde sidste år, hvor krisen endnu ikke havde ramt virksomhederne.
- Det er et godt signal, at danske virksomheder ser frontforskning som deres trumfkort til at komme godt ud på den anden side af krisen. Det er en balancegang at satse langsigtet og med stor risiko, når indtjeningen er presset, men det er vejen frem, fortæller Carsten Orth Gaarn-Larsen, der er direktør i Højteknologifonden.
Set over hele 2009 har forskere og virksomheder formuleret 173 projektforslag til Højteknologifonden mod 158 året forinden.
Højteknologifondens investeringer skal skabe vækst og beskæftigelse i Danmark. Fonden er i dag aktiv inden for områder som klima, sundhed, it, fødevarer, byggeri og produktion og har fra 2007 til 2009 investeret 280 mio. kr. årligt.
