Med direktør Tom Burbage i spidsen skal delegationen fra Lockheed Martin forsøge at uddybe det ”best value”-princip, som den amerikanske flyproducent vil bruge, når der skal findes underleverandører til produktionen af Joint Strike Fighter. Det skriver DR Penge.
- Vi går efter de bedste leverandører til den bedste pris, og man er ikke sikret ordrer, bare fordi man kommer fra Danmark eller et andet partnerland, forklarer Tom Burbage DR.
Dermed fastholder Lockheed Martin sin position i forhold til konkurrenterne Saab og Boeing, der begge har hævdet, at dansk industri ikke får nok ud af et samarbejde med den Lockheed Martin. De to konkurrenter har til gengæld lovet store modkøbsaftaler med danske virksomheder, hvis Danmark vælger at satse på henholdsvis Gripen eller Super Hornet.