23948sdkhjf

Ny forskning skal sikre bedre robotter til industrien

Forskere fra IT-Universitetet skal de næste fire år samarbejde med en række europæiske partnere om at kvalitetssikre software til programmering af industrirobotter.

Det nye forskningsprojekt ROSIN skal være med til at sikre Europa en førerposition inden for industriel robotteknologi. Projektet er finansieret af en EU-bevilling på godt 55 mio. kr., hvoraf cirka godt 5 mio. kr. tilfalder ITU. Det oplyser IT-Universitetet i en pressemeddelelse.

ITU’s rolle i projektet bliver at udvikle metoder til automatisk kvalitetssikring af software i ROS, en open-source platform, der gør det hurtigt og enkelt at bygge robotter. Platformen har op mod en million brugere verden over, som primært anvender den til prototyper, men efterhånden har også etablerede virksomheder fået øje på dens potentiale. Indtil videre spænder kvalitetssikringen dog ben for en bredere anvendelse.

- Industrien udviser stor interesse for at bygge produktionslinjer, hvor robotter og mennesker samarbejder, men hvis det skal fungere, skal robotternes software være af ekstremt god kvalitet, så robotterne er sikre for mennesker at arbejde med. Vores projekt handler om at få ROS op på det kvalitetsniveau, siger ITU-professor Andrzej Wasowski, som medvirker i projektet med kollegaerne Yvonne Dittrich og Claus Brabrand.

Værktøjerne skal være brugbare
De næste fire år skal ITU-forskerne udvikle teknikker, som automatisk finder sårbarheder i koden, og teste dem i samarbejde med udviklermiljøet. Fordi ROS-platformen er open source, har projektet desuden fokus på at få de uafhængige programmører til at tage disse teknikker til sig.

- En ting er at udvikle værktøjerne til kvalitetssikring, noget andet er at gøre værktøjerne brugbare for udviklermiljøet. ROS er ikke styret af en central organisation, hvilket betyder, at man ikke kan gennemtvinge metoder, men er nødt til at overbevise udviklermiljøet om at bruge bestemte metoder, siger Andrzej Wasowski.

For at sikre at værktøjerne er brugbare i praksis, vil forskerne både lave etnografiske undersøgelser og afholde workshops for ROSIN-miljøet. Blandt andet vil der i løbet af 2017 blive afholdt en robotprogrammerings-workshop på IT-Universitetet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078