23948sdkhjf

Ny elektronikvirksomhed kan lytte sig frem til faren for blodpropper

Et samarbejde mellem Aalborg Universitet og Coloplast leder nu til etableringen af et selskab, der skal bringe en radikal ny diagnosemetode på markedet og mindske antallet af hjertedødsfald.
- Blodkarforsnævringer omkring hjertet er en lidelse, som kan ramme os alle uden varsel og med fatale konsekvenser. Det er det problem, vi nu adresserer, og selvom diagnosemetoden stadig er under udvikling, håber vi at have teknologien på markedet i løbet af tre til fire år, siger Peter Samuelsen, som er direktør for det ny selskab.

Metoden baserer sig på et hjerteplaster med indbygget mikrofon samt avanceret teknik til fortolkning af de opsamlede lydsignaler.

Udviklet af specialestuderende
Den nye teknologi er gennem de seneste år blevet udviklet af forskere på Aalborg Universitet og kan ved at lytte til det cirkulerende blod identificere eventuelle forsnævringer i blodkarrene og dermed afsløre risikoen for forestående blodpropper.

- Lige siden to specialestuderende på Aalborg Universitet for nogle år siden fandt idéen, har vi arbejdet for at forfine principperne i denne banebrydende opfindelse, siger professor og prodekan Egon Toft fra Aalborg Universitet.

- Det har længe været planen, at teknologien skulle blive så avanceret, at den kan bruges i medicinsk udstyr, og i aftalen med Coloplast er jeg sikker på, at der er blevet skabt et solidt grundlag for, at det bliver virkelighed, tilføjer han.

Billig og præcis
Da metoden er billig og præcis, vil den kunne anvendes af de praktiserende læger for at afgøre, om patienten skal til en mere omfattende hospitalsundersøgelse.

- Et af problemerne med de eksisterende diagnosemetoder er, at alt for mange kommer til en dyr hospitalsundersøgelse. Alligevel fanger systemet langt fra alle. Vores produkt kan på sigt spare både menneskeliv og skattekroner ved at sikre, at de rigtige mennesker kommer til en undersøgelse, siger Peter Samuelsen.

Idégrundlaget for metoden har allerede høstet hæder i form af Medicoprisen 2007. Udover Coloplast og Aalborg Universitet deltager hjerteafdelingen på Rigshospitalet også i projektet bag selskabet, som desuden får støtte fra Højteknologifonden. Det nye selskab, Acarix A/S, vil få til huse på Coloplast.

Kilde: Aalborg Universitet - http://www.aau.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.322