Siemens Energy meddeler, at man har vundet en kontrakt med Dong Energy om opbygningen af elnettet til den britiske havmøllepark, London Array, der skal være klar til indvielse i 2012. Hos Siemens vækker aftalen stor begejstring. Det skriver EPN.
- Vi har ikke bare den nødvendige teknologi og indsigt, mens også erfaringen i at forbinde havmølleparker til det bestående elnet, siger Udo Niehage, administrerende direktør i Siemens Energys Power-division, til EPN.
Udover elnettet skal Siemens levere 175 havmøller til første fase af projektet, og der kan blive tale om yderligere leverancer, da planen er, at London Arrays produktionskapacitet på 630 MW skal udvides til 1.000 MW.
De 175 havmøller til London Array er en del af den rammeaftale, som Dong og Siemens indgik i foråret. Aftalen omfatter 500 havmøller.