Mobile Industrial Robots (MiR) femdoblede omsætningen sidste år til 25 mio. kr. I år skal tallet nå 75 mio. kr. Det skriver Børsen.
For at nå det mål skal firmaet sælge 500 af sine selvkørende robotter mod 200 styk i 2016. Fire måneder inde i 2017 følger robotproducenten budgettet fortæller administrerende direktør Thomas Visti til avisen.
Succesen skal et voksende forhandlernet, som nu omfatter 85 forhandlere i 35 lande, være med til at skabe.
Alle vil have del i succesen
Interessen for at få del i MiR blandt investorer – og dermed tjene på et potentielt salg i fremtiden - er heller ikke til at tage fejl af. Ikke mindst på grund af milliardsalget Universal Robots i 2015.
- Det er ikke noget, vi går og drøfter til hverdag. Men jeg kan godt sige, at der er en sindssyg stor interesse for virksomheden, både i Danmark og i udlandet. Det er lige før, at jeg både møder folk på gaden og professionelle, der vil investere, siger Thomas Visti og tilføjer:
- Historien om UR har gjort, at rigtig mange synes, at det kunne være et interessant område at bevæge sig ind i.
| mio. kr. | 2016 | 2015 |
|---|---|---|
| Omsætning | 26 | 5 |
| Resultat før finansielle poster | -2,7 | -2,5 |
| Resultat før skat | -2,7 | -2,5 |
| Årets resultat | -2,1 | -2,0 |
| Aktiver | 17,3 | 10,4 |
| Egenkapital | 6,2 | 8,4 |
| Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2016. |
