Danmark skal blive ved med at være i front, når det gælder it, og det skal ske gennem samarbejde. Derfor har innovations-netværket Infinit set dagens lys.
- Potentialet i at udnytte dels forskning og dels virksomhedernes kompetencer bedre er uendeligt stort. Vi indbyder alle forskere og virksomheder, der arbejder med eller anvender it i hverdagen til øget samarbejde og udveksling af viden, udtaler professor Kim Guldstrand Larsen fra Aalborg Universitet der er direktør for netværket, til Børsen.
Efter planen skal netværket have tre fokusområder; indlejrede systemer, mobile systemer og fremtidens internet.
Bag netværket står CISS/Aalborg Universitet, Alexandra Instituttet, DTU Informatik, Datalogisk Institut/Århus Universitet, Knowledge Lab/Syddansk Universitet, Center for Software Innovation
i Sønderborg samt ITUniversitetet i København.
Projektet er blandt andet støttet af Forsknings- og Innovationsstyrelsen, men også en række deltagende virksomheder samt forskningsinstitutionerne skal bidrage økonomisk til det samlede budget på 20 mio. kr. over de kommende fire år.