Ifølge messens marketingdirektør Per Bach ventes 180-190 virksomheder at deltage i E-10, der finder sted i Odense Congress Center i september. Det skriver Ingeniøren.
Dermed lander man ca. 10 % under de 213 virksomheder der udstillede i 2008. Til gengæld forventes et nogenlunde uændret besøgstal på 4.000.
Stor ordreindgang blandt komponentleverandører
Ifølge Preben Risvang fra Avnet Abacus og medlem af messekomiteen kommer messen på det helt rigtige tidspunkt.
- I øjeblikket oplever komponentleverandører større ordreindgang end salg, og det er et tegn på, at tiderne er ved at vende. Også blandt underleverandørerne hører jeg, at der er masser at lave, siger Preben Risvang til Ingeniøren.
I forhold til 2008 har to nye produktområder sneget sig med på programmet, nemlig optotronik og mobilteknologi.