23948sdkhjf

Terma præsenterer bedste resultat nogensinde

150 nye medarbejdere hos det østjyske teknologifirma – netto

Med en vækstrate på 15 procent for tredje år i træk og det hidtil bedste resultat i firmaets historie var det en tilfreds bestyrelse og direktion, som fredag den 19. maj på generalforsamlingen godkendte regnskabet for Terma for året 2016/17.

Med en ordrebeholdning ved udgangen af regnskabsåret på 2.431 mio. kr. har Terma igen et solidt udgangspunkt for de kommende års udvikling. Øgede aktiviteter på de internationale forsvars-, rumfarts- og sikkerhedsmarkeder sikrede en ordretilgang i 2016 på 1.411 mio. kr..

- Vi har i alle forretningsområder set en positiv udvikling, som har sikret Terma det hidtil bedste resultat i firmaets snart 70-årige historie. Det er resultatet af en målrettet markedsstrategi kombineret med løbende udvikling i nøgleteknologier, der imødekommer et øget behov for investeringer i pålidelige sikkerheds- og overvågningsløsninger. Vi har i det forgange år fx oplevet en markant voksende interesse for Termas radarprodukter, som indgår i en række civile og militære sammenhænge, siger Termas administrerende direktør Jens Maaløe.

Etablerer udviklingscenter i USA
Terma har i løbet af året øget medarbejderstaben med netto 150 nye medarbejdere og beskæftigede ved udgangen af regnskabsåret knap 1.350 fuldtidsmedarbejdere.

Selskabet omsatte 1.719 mio. kr. i regnskabsåret 2016/17 mod 1.499 mio. kr. året før. Resultat før skat blev 120 mio. kr. mod 85 mio. kr. året før. Det svar til en resultatmæssig fremgang på 40 procent.

- Omsætning til internationale kunder er øget yderligere til nu 94 procent af vores omsætning. De senere års globale satsning med etablering af selskaber og kontorer på udvalgte markeder er en vigtig faktor i denne udvikling. Her spiller vores amerikanske selskab en afgørende rolle. Det amerikanske marked tegner sig, direkte og indirekte, for mere end 40 procent af firmaets samlede omsætning. Det er også en del af baggrunden for, at vi i nær fremtid etablerer et udviklingscenter i Atlanta, Georgia i USA i samarbejde med Georgia Institute of Technology. Centret skal dels styrke vores position på det amerikanske marked, dels ses i lyset af et løbende behov for rekruttering af højtuddannede medarbejdere, som er helt afgørende for vores fortsatte vækst og udvikling, siger Jens Maaløe.

Rigtigt at satse på Grenaa
Med Folketingets beslutning i juni 2016 om at anskaffe 27 F-35 som Danmarks kommende kampfly blev grundlaget for Termas omfattende investering i produktionskapacitet i fabrikken i Grenaa sikret. De kommende år øges produktionen af flykomponenter i kulfiber og komposit markant fra ca. 50 fly i 2016 til +130 fly i 2019.

- I Grenaa råder vi i dag over en af de mest moderne og mest effektive fabrikker i Europa til produktion af flydele i avancerede materialer. Tilbage i 2008/09 indså vi nødvendigheden af at påbegynde investeringer i udvikling af virksomheden, trods den uafklarede situation om valg af kampfly. I dag kan vi se, at det var en rigtig beslutning, vi traf. Vi vil imidlertid blive mødt af øgede krav til effektivitet, og vi vil også se en øget konkurrence om opgaverne til F-35, men det ser jeg med fortrøstning frem til. Vi har 365 veluddannede og meget stabile medarbejdere i Grenaa, og vi skal i de kommende år byde mange nye medarbejdere velkommen, siger Jens Maaløe.

Terma A/S
mio. kr. 2016/17 2015/16
Omsætning 1.719 1.499
EBITDA 288 220
EBIT 120 87
Årets resultat 91 66
Aktiver 1.791 1.701
Egenkapital 562 572
Gns. antal fuldtidsansatte 1.257 1.174

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204