Fastholder forventninger
Samlet set nåede Vestas en omsætning på 755 mio. euro (5,6 mia. kr.) i første kvartal 2010, hvilket svarer til en tilbagegang på 350 mio. euro (2,6 mia. kr.) i forhold til 2009. Resultat før skat endte med et underskud på 114 mio. euro (848 mio. kr.) mod et overskud på 78 mio. euro (580 mio. kr.) året før. Ifølge Vestas skyldes det faldende resultat en meget lav kapacitetsudnyttelse, hvilket dog var forventet. I kvartalet afskibede koncernen i alt 178 vindmøller svarende til en tilbagegang på 64 %. Kvartalets ordreindgang var 1.258 MW, og beholdningen af faste og ubetingede ordrer havde en værdi på 2,9 mia. euro (21,6 mia. kr.) ultimo marts. Forventningerne til 2010 er uændret en indgang af faste og ubetingede ordrer på 8.000-9.000 MW, en EBIT-margin på 10-11 % og en omsætning på 7 mia. euro (52 mia. kr.).