23948sdkhjf

Develco runder 20 år og skifter strategi

Develco omstiller sig til en ny markedssituation, hvor kunderne ønsker komplette løsninger, og hvor der outsources tæt på i stedet for til Fjernøsten.
Et glas champagne, en festlig aften med nye og gamle kolleger. Og så hurtigt tilbage til arbejdet. Det er nogenlunde programmet for den 20-års-jubilæumsfest, som elektronikvirksomheden Develco på Olof Palmes Allé i Århus kan fejre.

- Vi har heldigvis ikke tid til mere, siger administrerende direktør Kresten Nørgaard, der netop nu står i spidsen for 30 medarbejdere, som har travlt med de sidste manøvrer i en omfattende og hurtig ombygning af Develco, så virksomheden er i stand til at løse den helt nye type opgaver, som banker på døren.

Opsvinget giver nye opgaver
- Opsvinget kommer til os fra Italien, Frankrig, Tyskland, Sydafrika og en række andre lande. Der er tale om kunder, vi aldrig har talt med før, og de udfordrer os med opgaver, som vi kun kan løse, hvis vi er i stand til at finde sammen med eksterne samarbejdspartnere, som kan løfte de dele af projekterne, vi ikke har kompetencer til internt i huset, fortsætter direktøren.

I de første 20 år har Develco arbejdet med at udvikle specifikke løsninger inden for elektronik og embedded software. Develco har været underleverandør og har løst nøje specificerede og afgrænsede delopgaver - det kunne dreje sig om motorstyringer til industrien, automotiv elektronik, bygningsautomatisering, fjernaflæsning og meget andet.

- Fælles for projekterne var, at de sluttede med en fuldt udviklet og afprøvet prototype, hvorefter kunden gik til andre for at få produktet massefremstillet. Men denne grad af specialisering er for smal i det marked, der er i fuld gang med at etablere sig, vurderer Kresten Nørgaard:

Trækker på netværket
- Både herhjemme og globalt har finanskrisen sat dybe spor i virksomhedernes R&D-afdelinger og hos de mange konsulentvirksomheder. De nye kunder, som banker på døren hos os, er på one-stop-shopping, og de forventer af os, at vi er i stand til at levere hele varen klar til brug inklusive mekanik-design og emballage. Hvis vi kan præstere det rigtige, køreklare produkt til den rigtige pris, er jobbet vores, siger direktøren, og fortsætter:

- De kompetencer, vi ikke har i huset, henter vi i det netværk, vi har oparbejdet gennem firmaets tyve år som underleverandør. Vi er Danmarks ældste udviklingshus på vort felt, og vi har et kolossalt netværk at trække på. Kunden fra Italien, Frankrig, Tyskland, Sydafrika, eller hvor det nu kan være, præsenterer os for noget, der mest minder om en skitse, og de forventer, at vi kan levere en komplet løsning.

- De vil kun handle ét sted, og er ligeglade med mellemregnestykkerne og hvem, vi samarbejder med, hvis bare vi står inde for det færdige produkt til den aftalte pris, kvalitet og tid, slutter Develco-direktøren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11