23948sdkhjf

Aalborg Universitet i front med kommercialisering

Ny rapport fra Videnskabsministeriet viser, at Aalborg Universitet er i spidsen herhjemme, når det handler om at omsætte viden og opfindelser til forretning og samfundsnytte.
Den indsats, som AAU gennem årene har gjort, og den model, universitetet har udbredt til sine forskere og erhvervspartnere betyder, at man for færre midler end de fleste andre universiteter får markant mere ud af kommercialiseringsarbejdet. Det viser en netop offentliggjort årsrapport fra Videnskabsministeriet.

Særligt tydelig er Aalborg Universitets kommercialiseringssucces, når det handler om antallet af opfindelser, der kan anvendes kommercielt. Lidt over halvdelen af alle solgte opfindelser fra danske universiteter stammer fra AAU.

Tæt samarbejde med erhvervslivet
Det skyldes ikke kun idérige forskere, men også en velfunderet interesse i at få forskningen videre ud i samfundet samt en aftalemodel, der sørger for hurtig behandling "fra forskning til faktura".

- Et traditionelt patenteringsforløb er enormt langstrakt og risikerer at gøre idéen forældet, før nogen tør arbejde videre med den. På AAU udspringer en del opfindelser af vores mange samarbejdsprojekter med erhvervslivet, så idéerne er nærmest født i et samarbejdende miljø, og de opfindelser har vi i flere år fokuseret på at sælge videre. Med en sådan model kan vi agere hurtigere og mere fleksibelt, både til glæde for forskeren, der gerne vil have opfindelsen ud i verden og for virksomheden, der skal kunne se en snarlig gevinst i at betale for ny viden, forklarer Niels Maarbjerg Olesen, der er sekretariatschef for AAU Innovation.

Han understreger, at patentarbejdet blot er et blandt mange elementer i en omfattende videnspredningsindsats, som også tæller blandt andet erhvervsforskerordninger, studenterprojekter og virksomhedsnetværk.

Fokus på spinout-selskaber
I AAU’s patent- og kommercialiseringsafdeling, der arbejder med patentbeskyttelse, virksomhedskontakt og forhandlinger om salg og licensering af nye opfindelser og teknologier, har man også kunnet mærke den udvikling, der afspejles i den nye rapport. Blandt andet gennem en øget interesse fra forskere og ph.d.-studerende for kommercialiseringskurser og matchmaking-arrangementer med potentielle samarbejdsvirksomheder.

- Vi er meget glade for, at forskningen kommer både erhvervsliv og forbruger til gode, for innovation har stor betydning for vores konkurrenceevne, forklarer Niels Maarbjerg Olesen, og fortætter:

- For at føre de gode resultater et skridt videre har vi i år sat særlig fokus på arbejdet med at stifte flere spinout-selskaber, altså virksomheder som udspringer direkte af en opfindelse fra forskere eller studerende. Forskning i mobilteknologier og teleinfrastruktur har tidligere skabt en platform for etableringen af selskaber i Nordjylland, og vi arbejder på at gøre noget lignende inden for områder som it, kemi og sundhedsteknologi omkring AAU’s tre campusser i Aalborg, Esbjerg og Ballerup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11