B&O Automotive opnåede i regnskabsåret 2009/2010 en omsætning på 268 mio. kr. mod 174 mio. kr. sidste år. I fjerde kvartal udgjorde omsætningen 101 mio. kr. mod 41 mio. kr. i fjerde kvartal 2008/2009. - Den tilfredsstillende vækst skyldes dels en generel stigning i salget af biler dels lanceringen af adskillige nye lydsystemer i løbet af perioden, konstaterer B&O i sit årsregnskab. Året bød på udvidede samarbejder med både Audi, Mercedes og Aston Martin, og Struer-virksomheden barsler med flere nye samarbejder: - Med en fortsat udvidelse af porteføljen i samarbejde med en række højtprofilerede partnere forventes Automotive at kunne fortsætte væksten i de kommende år, skriver B&O.