Det var ABB’s administrerende direktør, Claus Madsen, der havde fået æren af at overrække prisen til Vola.
- De får prisen, fordi de har skabt et automatiseret produktionssystem, der integrerer deres produktion i en helhed, sagde Claus Madsen ved overrækkelsen.
Han forklarede, at Vola producerer 650 forskellige armaturer, men alligevel var det lykkedes producenten at reducere gennemløbstiden for hvert enkelt produkt fra seks-otte uger til blot én dag alene gennem en mere automatiseret og fleksibel produktion.
- De har formået at lave en masseproduktion, som stadig laver unikke produkter til forbrugerne, og det er jo netop det, vi skal leve af her i fremtiden, pointerede Claus Madsen.
Automatiseringsprisen uddeles af Dansk Robot Forening, DIRA, og udover Vola var også Brunata, RoboTool og Kamstrup nomineret.