Gamle spillere værner om kronjuvelerne
Danmark forbliver i front
Det Europæiske Patentkontor har udgivet en undersøgelse af, hvordan hjemtagningen af patenter fordeler sig. Det viser sig, at danskerne på et bestemt område ligger helt i front - nemlig når det gælder vindmøllepatenter, skriver Politiken. Ifølge undersøgelsen er antallet af patentansøgninger på vindmølleområdet steget med 51 % fra 2008 til 2009. Sammen med USA og Tyskland er Danmark ansvarlig for over to tredjedele af ansøgningerne. I følge Jan Hylleberg har danskernes patent-iver en helt naturlig forklaring. - Den danske vindmølleindustri er en gammel industri, men inden for de sidste fem-ti år er vindmølleindustrien blevet global, og så opstår der et stærkt pres for at beskytte kompetencer og viden herhjemme, siger Jan Hylleberg til avisen. Han understreger, at man fremover vil se de gamle spillere hjemtage massevis af patenter for at beskytte deres IPR - Intellectual Property Rights. Jan Hylleberg forudser, at Danmark i fremtiden vil forblive i front, når det kommer til hjemtagningen af patenter. - For eksempel arbejdes der meget med ny teknologi som for eksempel gearløse vindmøller samtidig med, at det bliver almindeligt med møller på mellem fem og otte megawatt, hvor de nuværende er omkring to-tre megawatt, siger han om et par områder, hvor Danmark især vil udmærke sig i patentræset.