23948sdkhjf

Ven af raketbygger: Savnet ubåd kan ikke sende signal

Det er muligt for to personer at overleve mindst 24 timer i en ubåd på bunden af vandet, siger ubådskender

Fredag formiddag er en større eftersøgning i gang for at finde ubåden UC3 Nautilus, som blev meldt savnet natten til fredag.

Læs mere: Raket-Madsen og hans ubåd er forsvundet

Hvis ubåden befinder sig på bunden af havet, har den ikke mulighed for at udsende et nødsignal for at vise sin position.

Sådan fortæller Christoffer Meyer, som selv har været med til at bygge ubåden, og som er en god ven af ubådens ejer og designer, raketbyggeren Peter Madsen. 

- Der er en radio om bord, men ubåden skal være tæt på overfladen, for at den virker. Er den neddykket bare få meter, så kan vi ikke få kontakt med hende.  

- I den her situation, hvor forfærdeligt det end må være, så må de to mennesker bare væbne sig med tålmodighed og vente på, at de bliver fundet. 

Kan overleve ét døgn
Ud over Peter Madsen er en journalist om bord. Ifølge den svenske avis Sydsvenskan er der tale om en skånsk journalist, som skulle skrive en reportage om Peter Madsen. 

Christoffer Meyer forklarer, at det er muligt for to personer at overleve mindst 24 timer i ubåden, før luften bliver usund. 

Det er desuden muligt at redde sig selv ud af en luge i ubåden. Men det vil ifølge Christoffer Meyer være den "absolut sidste udvej".  

- Hvis man skal ud, mens ubåden er under vandet, så vil det kræve, at man fylder ubåden op med vand. Ellers vil trykket være for stort til, at man kan få lugerne op, siger han. 

Aflyste tur til Bornholm
Christoffer Meyer beskriver Peter Madsen som en meget erfaren sejler, som kender ubåden ud og ind. 

Det ville undre ham meget, hvis han var taget på en længere tur med ubåden, for det gør han normalt aldrig. Sædvanligvis sejler han lige omkring Københavns havn eller ude omkring Hven eller Flakfortet. 

Ubåden har få gange sejlet til Bornholm, og den tur skulle Peter Madsen have taget sammen med Christoffer Meyer fredag. Men den tur blev aflyst allerede torsdag aften. 

Christoffer Meyer talte sidste gang med Peter Madsen omkring 19.30 torsdag. Peter Madsen nævnte ikke, at han var på vej ud i ubåden med en journalist. 

Det var journalistens kæreste, der meldte de to personer savnet natten til fredag klokken 02.30.

/ritzau/ 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079