Weibel bruger ballasten
Weibel Scientific investerer med en fortærsket floskel i fremtiden. Det koster. Efter et fremragende år med et plus på 30 mio. kr. i 2015/16 faldt radarproducentens overskud til en tredjedel i det seneste regnskabsår.
Forklaringen er, at Allerød-firmaet har brugt penge nye og langsigtede projekter til erstatning af de gamle.
Investeringer i insourcing har gennem flere år kendetegnet Weibel Scientific og givet stadig større kontrol over produktion og udvikling. Men det har konsekvenser.
- Arbejdet med at hente store dele af produktionen hjem har givet os ekspertisen og friheden til at udvikle nye forretningsområder. Det har krævet, at vi har styrket vores kompetencer, og vi mangler fortsat højt specialiseret arbejdskraft for at kunne indfri potentialet, siger direktør Peder R. Pedersen til Frederiksborg Amts Avis.
Hvordan det ventes at se ud det kommende år får den korte og ikke sønderligt oplysende udmelding i årsrapporten:
- Ledelsen vurderer, at der ikke vil ske væsentlige ændringer i markedet for salg af radarsystemer i den kommende periode, hvorfor der forventes et positivt resultat for regnskabsåret 2017/18.
mio. kr. | 2016/17 | 2015/16 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 102,4 | 136,7 |
Resultat af primær drift | 9,3 | 45,0 |
Resultat før skat | 15,1 | 36,8 |
Årets resultat | 11,0 | 30,2 |
Samlede aktiver | 453,7 | 521,3 |
Egenkapital | 292,3 | 285,9 |
Antal ansatte (gns.) | 93 | 89 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. april 2017. |