- Vi har, som alle andre virksomheder i elektronikbranchen, været ramt af en markant omsætningsnedgang pga. recessionen i kølvandet på finanskrisen. Resultatmæssigt blev første halvår (efteråret 2009) således den værste periode i virksomhedens historie, skriver Develco i sit årsregnskab.
Århus-virksomheden oplyser ikke omsætningstal, men bruttofortjenesten endte i 2009/2010 på 14,4 mio. kr. svarende til en tilbagegang på 6,8 mio. kr. sammenlignet med året før.
Det kraftige fald i bruttofortjenesten kunne også aflæses på indtjeningen, hvor resultat før skat blev et underskud på 1,1 mio. kr. mod -0,9 mio. kr. i 2008/2009.
Til gengæld melder Develco-ledelsen, at der allerede nu er indtrådt bedre tider. Andet halvår af 2009/2010 bød således på et positivt resultat, og den udvikling er fortsat ind i de første måneder af 2010/2011.
Derfor kalkulerer ledelsen med sorte tal på bundlinjen i 2010/2011.